Billeder fra Ganye

Billeder fra katedralen i Ganye

Mig i mit afro-outfit:)

Her bliver der rigtig danset - og hvis man gør det godt bliver der smidt penge på én...

Jeg var også på dansegulvet og nogle må åbenbart have synes jeg gjorde det godt,

idet de også smed penge på mig

Så er vi i Timbo - Her ses Sulisari og Brigit... og en masse andre

(det er Sulisari der har tegnet kirken - han studerer til bygningsingeniør)

Her er vi blevet beriget med en hane og en pose frisk honning

Sulisari vores chauffør (til højre) og hans gode ven Lee.

Disse fantastiske to fyre havde vi en uforglemmelig weekend sammen med.

Udsigt over bjergene i Timbo

LYF konference i Ganye

Hvert år holder LYF (Lutheran Youth Fellowship) en national konference for den lutherske kirkes unge i Nigeria, - og I år var vi blevet inviteret med… Så i fredags (den 23/4) drog vi mod Ganye, 3 timers kørsel syd for Mbamba, for at være sammen med 1500 unge mennesker en hel weekend. (Det kan sammenlignes med det der svarer til event eller Å-festival hjemme i DK).

Vores naboer her på Mbamba kommer oprindeligt fra Ganye og her har de stadig et familiehus hvor en del af familien bor. (Det er meget normalt her i Nigeria at en familie kan bo lidt spredt af arbejdsmæssige årsager). Men vores nabos søn; Sulisari, som tidligere har kørt lidt med os, havde sagt ja til at være vores chauffør og guide på turen. Vi skulle så spise hos familien – Sulisaris søstre, der stadig bor i Ganye, ved nemlig hvordan man skal lave mad til sarte hvide maver. Overnatningen foregik på et gæstehjem i byen.

Vi ankom selvfølgelig til konference midt i et møde, - hvorfor det vakte STOR opsigt da to blegfede danskere skulle op igennem kirken foran 1500 mennesker for at blive præsenteret af præsidenten for konferencen. Det var til stor morskab for selvfølgelig skulle hele forsamlingen også lige vide at vi er singler - og muligvis er interesseret i at bo i Nigeria JJJ

Konferencen var bygget op over temaet ”WALKING IN THE SPIRIT”, og da vi kom fredag var de i gang med en sangkonkurrence idet de forskellige gospelkor hver skulle opføre en sang over emnet. Det var inspirerende for mig at se den glæde og frihed i sangen – det kan vi godt lære noget af hjemme i DK. Eneste minus var bare at deres lydudstyr desværre var af meget dårlig kvalitet og lyden blev så derefter. Når folk bliver begejstret så synger de, råber halleluja eller begynder at danse. … og der blev danset rigtig meget hele weekenden. Ja, et programpunkt handlede nærmest kun om at give offergaver og danse, - og vi blev da også hevet op fra stolen og lærte nogle afrikanske moves. Eneste minus ved konferencen var at nogle af møderne godt kunne blive lidt for lange og uforståelige, selvom alt foregik på engelsk, så er det ikke just ensbetydende med at det er forståeligt. Dette skyldes at de enten RÅBER for meget, har dårlig udtale eller bare bruger en anderledes ordsammensætning end vi lige er vant til.

Hver morgen var der morgengudstjeneste klokken 05.00. Ja nigerianere står altså meget tidligt op – ca. 04.30. Vi valgte dog at sove længe lørdag, men søndag sluttede konferencen med denne gudstjeneste, da folk skulle rejse lang for at komme hjem, så derfor måtte vi hellere deltage.

Resten af søndagen stod til fri disposition. Derfor havde vi spurgt Sulisari om han ikke ville vise os Ganye og hans families landsby Timbo. Timbo er en meget lille landsby med 700 indbyggere. Vi ankom til kirketid og oplevede rigtigt hvad det vil sige at være til lokal gudstjeneste. Da vi skulle give penge i kirkebøtten lagde vi en ekstra skilling, for dette sted har virkelig bruge for pengene! Alle var meget begejstrede over vores besøg og efter gudstjenesten skulle vi stå udenfor kirken så alle, store som små, kunne byde os velkommen. Bagefter skulle vi se den nye kirke de er ved at få bygget, - som de nu mangler penge til taget. De håbede meget at det var noget vi kunne hjælpe med… Som TAK for vores besøg blev vi begavet med en levende hane og en pose frisk honning.

Bilturen tilbage til Mbamba foregik på rigtig nigeriansk vis med levende dyr, en stor sæk ris og et par ekstra passagerer… Tilbage på Mbamba sidder jeg så, overvældet af en fantastisk lykkefølelse, og tænker tilbage på en helt fabelagtig weekend, - en weekend hvor vi fik mange kulturelle oplevelser men også en weekend hvor vi fik mange nye bekendtskaber og hvor jeg blev rørt dybt ind i sjælen af den kærlighed man kan opleve fra ens kristne brødre og søstre.

Undervisning på Mbamba

Her er Birgit igang med at undervise i emnet "rent vand"

Her på Mbamba er vi nu i fuld gang med at undervise på kvindeskolen. Kvindeskolen er en skole for præsteelevernes koner. Det er nemlig sådan at når præsteleverne er blevet uddannet kommer familierne tilbage til deres små landsbyer, og her vil familien få en høj status. Derfor er det vigtigt at også kvinderne bliver klædt på til at give viden fra sig/være forbilleder. De bliver undervist i alt lige fra bibelundervisning, matematik, hausa, engelsk og ikke mindst SUNDHED.

Vi har 6 uger til at undervise med 4 timer om ugen, - og har fået frie tøjler til at opbygge undervisningen som vi nu selv synes. Her kan jeg godt se en fordel i at vi først har været rundt på de diverse klinikker for at se de gængse problematikker og først nu skal undervise, for så kan vi se hvad vi skal lægge vægt på i undervisningen. De første par uger har vi undervist i det helt basale såsom personlig hygiejne, rent vand og sanitet… og jeg kan blive helt forundret over hvor uoplyste de kan være – én kunne ikke engang skrive sit navn…

En STOR udfordring i undervisningen er at få skabt en fælles forståelse, da sproget er en hindring. De fleste af kvinderne fra de små landsbyer kan slet ikke engelsk – og det på trods af at engelsk er deres nationalsprog. MEN heldigvis har vi en rigtig god oversætter som også er god til at sætte lidt ekstra krydderi på undervisningen. En fordel er så også at det normalt er hende der underviser kvinderne i sundhed, så det kan være at hun via undervisningen også kan blive klædt bedre på til at undervise i fremtiden.

Næste uge starter vi så på at undervise på fulani-centret som også ligger her på Mbamba. (Til den opmærksomme læser, så har jeg tidligere beskrevet fulani-centret i mit indlæg ”God is in control”). Her skal vi også have 4 undervisningstimer om ugen. Endvidere er det planen at vi også skal have nogle undervisningseftermiddage på præsteskolen…

Så meget af min tid går lige nu med at få lavet nogle gode og pædagogiske undervisningsmaterialer, som de så også kan få gavn af i fremtiden…

Numan

2 ugers ophold i Numan er nu slut og jeg befinder mig igen på Mbamba – endnu rigere på indtryk og oplevelser. Vi skulle til Numan, da vi skulle hjælpe til/tage ved lære på kirkens klinik (LCCN´s Health Clinic i Numan). Endvidere fik vi mange flere dejlige oplevelser med fra blandt andet besøg på omkringliggende klinikker samt regeringshospitalet i Numan.

På kirkens klinik er der 7 ansatte. Fidelis er leder af klinikken og han er uddannet i ”Public Health, - med fokus på forebyggelse” – en uddannelse der længdemæssigt ca. svarer til en sygeplejerskeuddannelse i Danmark. Klinikken øvrige ansatte er to sygeplejersker, en laborant, en farmaceut en chauffør og en rengøringsdame. (Deres uddannelser kan ikke sammenlignes med danske, men det er ca. noget der svarer dertil). Endvidere kom der en pensioneret læge (Dr. Martin) to gange om ugen som frivilligt stillede sin arbejdskraft til rådighed. Dette var en STOR hjælp, da flere patienter så kunne få kompetent lægetilsyn og grundigere behandling. Så vi håber og beder til at der engang igen kan komme en rigtig læge til klinikken og højne standarden der.

Birgit og mit arbejde på klinikken bestod i at vi skiftedes til at konsulterer patienterne sammen med Fidelis eller Dr. Martin samt hjælpe med at finde journaler, dosere medicin, udleveret remedier til diverse prøver mm. Vi forsøgte at hjælpe til så godt vi nu kunne, men det var svært at gøre så meget – især fordi vi kun var der 2 uger og man derfor ikke kan komme og overfuse dem og være bedrevidende. Vi var nødt til at observere og se hvordan de gør tingene og så måske i det små hjælpe dem til at tænke anderledes. De var dog super taknemmelige for bare det at vi var der og vi fik mange gode snakke både fagligt men også om livet generelt.

Efter 2 uger var det svært at sige farvel, men vi lavede en aftale med staben om at de skulle besøge os på Mbamba, hvor vi kunne byde på dansk mad. Det betød at det var lidt nemmere at sige på gensyn end farvel.

Her ser I klinikken

Her står vi sammen med klinikkens stab

I Dr. Brønnums fodspor

En dag var vi så heldige at få muligheden for at besøge government hospitalet som ligger lige nabo til LCCN´s compound i Numan. Dette hospital er oprindeligt grundlagt af en dansk læge (Dr. Brønnum) i 1913, og i tidens løb har den danske kirke sendt flere danske læger og sygeplejersker hertil for at arbejde, men hospitalet er nu blevet overtaget af den nigerianske regering.

Vi fik mulighed for at besøge ”main theatre” – stedet hvor man opererer. Her så vi 3 operationer, brok-, blindtarms-, og hydrocele-operation… og her udfører man 2 operationer på samme tid.

Det var noget af en oplevelse at være tilskuer til. Stuen var proppet med mennesker, døre og vinduer var åbne under operationerne og der var ret beskidt i krogene. Imellem hver operation kunne de så godt finde på at gøre rent selvom de ikke var færdige med at operere den anden patient. Men på trods af alt dette, så er det meget sjældent de har postoperative infektioner. Patienterne hernede må have et super immunforsvar for dette ville gå helt galt hjemme i DK. Det der dog var mest hjerteskærende at se var, at én patient ikke var ordentlig bedøvet, - og man tog sig ikke lige tid til at vente på at narkosesygeplejerskens fik givet ham noget mere før de fortsatte operationen…

Efter dette ”cirkus”, blev vi vist rundt på resten af hospitalet. Da vi kom forbi fødegangen blev vi nærmest skubbet ind på en fødestue. Her stod jordemoderen med en lille nyfødt pige og moderen lå nøgen på en briks. Vi skulle så lige se hvordan hun trak moderkagen ud… Og der stod Birgit og jeg med vores kameraer i hånden og rygsække på ryggen og mindede mest af alt nogle turister på afveje. Vi fik dog sagt tillykke til den nybagte mor og fortsatte vores færden rundt på hospitalet.

Det skal lige siges at vi har hørt flere historier om forskellen mellem kirkens og regeringens sundhedsarbejde. Flere patienter er blevet fejldiagnosticeret eller fået udleveret forkert medicin på regeringens klinikker/hospitaler. De kommer så til kirkens klinikker endnu mere syge og med færre penge på lommen til at købe den rette medicin… Så hvis man er syg er det bedst at søge til kirkens klinikker.

Billede taget inde i operationsstuen. Hvis nogen skulle være i tvivl,

så er det mig der står helt pakket ind i grønt ude til højre i billedet.

Et billede jordemoderen med den nyfødte lille pige

Fritiden i Numan

Når vi ikke lige var i klinikken tilbragte vi tiden sammen med vores nye nigerianske venner: Alexander, Bulus og Maro. Vi tog en dag til Ruan Safi (= boiling water). Dette er en kilde med varmt, nærmest kogende vand - stedet minder nok mest af alt om en stor sump. Stedet er ikke meget anderledes end andre vandhul vi har set hernede - et sted hvor kvinderne vasker tøj, børnene bader og kvæget søger ned for at drikke. Nogle aftner inviterede vi på dansk mad, hygge og et spil majer. Her var der rig mulighed for at udveksle erfaringer og oplevelser og lære om Nigeriansk kultur, mentalitet, mad - traditioner mm.

Her ses et billede af Ruan Safi

Her ser i Bulus og Maro

Billeder fra Yankari

Her er et billede fra én af de varme kilder - åhh så skønt!

En løvinde med 2 unger - dejligt syn!

Den ser da heller ikke særlig charmerende ud sådan en bavian...

Dette var det nærmeste vi kom på en elefant

- her er det Bulus vores chauffør med fødderne i rigtige elefantfødder.

Jagten på de forsvundne elefanter…

Weekenden den 10-11/4 stod den på virkelig afrikansk eventyr i Nigerias bush/”Yankari Nationalpark”. Yankari er Nigerias største nationalpark, og rummer de fleste vildtlevende dyr som Nigeria har at byde på. Da jeg tidligere har oplevet en safari i Tanzania skulle jeg sætte mine forventninger noget ned, da naturen, dyrene og bare hele oplevelsen er noget helt andet her i landet. Her kan mange af dyrene godt lide at lege gemmeleg - og de er ikke så nemme at finde, da naturen er meget tæt bevokset. Dog er tørtiden den bedste periode at besøge parken i, da det betyder at der er større sandsynlighed for at se dyrene end når der er blade på træerne og flere meter højt græs.

MEN jeg var heldig, for nu kan jeg sige at min safari er fuldendt. Den første jeep - tur vi var på, så vi en løvinde og hendes to unger, og dette var det eneste dyr jeg rigtig manglede at se i Tanzania. Efter løverne tog vi på jagt efter elefanterne, men disse var ikke at finde nogen steder… kun sporene fra dem. Men så fik vi set så mange andre forskellige dyr såsom hjorte, fugle, bøfler, vildkatte, vortesvin og ikke at forglemme aber, area boys, baboons eller bare møg–dyr… ja ”kært” dyr har mange navne. Disse bavianer kunne være noget så nærgående og man skulle have respekt for dem. Hvis man gik med en pose eller lignende i hånden, kunne de finde på at snuppe den bare for at se om den indeholdt noget spiseligt. En dag havde jeg ikke lukket døren ordentligt ind til vores værelse, og en bavian var på vej ind. Jeg var dog hurtig og fik den skræmt ud igen. MEN andre var ikke så heldige. Mette og Alex havde ”indbrud” af bavianer – de var kommet ind gennem et hul i loftet, havde rodet det hele igennem og spist kiks, bananer og slik.

Yankari kan også byde på andet end dyr, - her tænker jeg specielt på de varme kilder. Disse var helt fantastiske at bade i J. Kilden har en konstant temperatur på 31 grader, så for første gang mens jeg har været hernede følte jeg mig bare nogenlunde afkølet. SKØNT! En eneste ulempe var dog, at man også her skulle tage sig i agt for bavianerne, for hvis man var uopmærksom bare få minutter, kunne de finde på at snuppe vores tasker, tøj, sko mm.

Selvom turen ikke indeholdt ”The big five”, så havde vi alligevel en dejlig weekend i skønt selskab… og ikke at forglemme med airconditionJ

”God is in control”

Ovenstående sætning har vi efterhånden hørt en del gange de uger vi har været her. Mennesker hvis skæbne just ikke tilsmiler dem, sætter deres lid til Gud og stoler på at Han har kontrollen over deres situation nu hvor de ikke selv kan overskue den mere… Specielt 2 gange hvor vi har hørt denne sætning blive brugt, er den historie der ligger bag så hjerteskærende, at den har brændt sig fast hos os…

Muhammed er en ung fyr der for nogle måneder siden kom til Mbamba for at bo og gå på skole på Fulani - centeret. Dette er et sted hvor kristne fulanere kan komme og blive undervist i evangeliet og mange af dem ender som evangelister. (Fulanere er oftest muslimer, og hvis de konverterer til kristendommen bliver mange af dem enten udstødt eller dræbt (æresdrab)). Muhammed er muslim, han har ingen familie og intet netværk. Da hans nære ven, som er kristen, rejste til Mbamba på fulani - centeret, valgte han et følge med. Muhammed har en lyst til at lære om evangeliet, men da han ingen økonomiske midler har og intet netværk til at støtte ham økonomisk, kan han have svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Den nigerianske kirke betaler de 4 års skolegang, så det eneste han skal bruge penge til er mad til at overleve.

Michelo er leder af fulani – centeret. Han har en stærk tro og tillid til Gud om at han har en plan med Muhammed og at Gud nok skal finde en mulighed for at Muhammed kan blive støttet økonomisk.

Gershon

I Dakka mødte vi mange fantastiske mennesker – heriblandt Gershon. Gershon er en ung fyr på 27 år, uddannet lærer og arbejder på bibelskolen i Dakka. Hans far, der var præst i Dakka, døde meget pludseligt i december måned af tyfus. Gershon er den ældste søn, og hermed nu familiens overhoved. Det betyder, at han nu har ansvaret for at forsørge resten af familien, hvilket indbefatter: en mor, (en storesøster) 2 små brødre og en lillesøster. De yngre søskende er endnu ikke færdige med deres skolegang, så her skal der betales skolepenge. Gershon selv tjener kun 13.000 Neira om måneden hvilket nærmest kun dækker mad og lign. Gershon fortæller åbent om sit liv, - de bekymringer han har i forhold til at skaffe penge, men også at han bliver nødt til at lægge bekymringerne over til Gud og dermed håbe at Gud finder en udvej…

Lidt billeder

Værsgo - så er der dokumentation for at jeg virkelig er i Nigeria og ikke bare sidder på Bahamas og googler billeder som jeg lægger ud på bloggen...:) Her sidder jeg på toppen af "Three sisters rock"

Lidt mere skøn udsigt

Frokosten nydes på toppen af bjerget:)

Hurra for de gratis glæder…

Egentlig var det meningen at vi skulle tilbringe påsken sammen med en Nigeriansk familie i Hong, – en by noget nord for Mbamba. Men da dette blev ændret i sidste øjeblik, skulle vi jo finde på noget andet at give os til... og hvad er mere oplagt end at tage på adventures i nærområdet…?

Three sisters rock

Det er påskelørdag og vi kører til Song – byen med de tre søstre. (Byernes navne - Hong og Song - taget i betragtning så skulle man tro jeg befinder mig i Kina og ikke Nigeria J). MÅLET er toppen af den mindste søster – alt andet vil vist være for overvurderet i denne varme. (Til den interesserede læser, så er det altså IKKE tre damer, men 3 bjerge som ligger lige ved siden af hinanden…)

Turen til toppen var smuk, men også en smule udfordrende med potentielle slanger der kunne gemme sig samt med min manglende fysik efter en måned uden større fysiske anstrengelser. Men det var turen værd – udsigten fra toppen var helt fantastisk…

Flere børn og unge fulgte os helt til toppen. Det var nu lidt provokerende når de med bare fødder nærmest bare løb til toppen… Vi fandt da også ud af hvorfor dette er et yndet tilflugtssted for byens unge – her kan de ryge i fred og ro. I Nigeria er det en STOR synd at ryge (samt drikke), - så hellere være din kone utro eller lign.

Kiri - søen rundt

2. påskedag kørte vi (Mette, Alex, Birgit og jeg) mod Kiri – søen, som ligger nord for Numan. Dette er en stor sø i et lille bjergområde. Her er der ifølge nigerianerne STOR sandsynlighed for at se usynlige flodheste – hermed sagt at man en sjælden gang imellem kan se en virkelig flodhest, men så skal man virkelig også være heldig. Naturen omkring søen er fantastisk smuk. Luften var dog denne dag desværre noget diset af harmattanen hvilket farvede alt gult og gjorde udsigten knap så god som vi havde håbet på.

Vi besluttede os at køre søen rundt - og flere gange på denne tur tænkte jeg, at det nok var en lidt for vovet beslutning. Vejen var flere steder ret så dårlig og vi kunne køre længere strækninger uden at møde et eneste levede væsen… altså bortset fra geder… På denne tur blev jeg bekendt med udtrykket:” SMILE AND WAVE”. Alex fortalte, at det er vigtigt at virke imødekommende; smile og vinke, hver gange man møder nigerianere, for hvis der skulle ske noget med bilen eller lignende, så har man skabt sig venner og ikke fjender…

Det var også på denne tur jeg næsten blev solgt til en mand som 3. hustru for 40 køer. Dette var i byen Shelleng nord for søen. Vi havde kørt i flere timer og trængte sådan til noget køligt og læskende at drikke. Da vi gjorde holdt ved en mindre shop, stimlede byens børn og voksne sammen for at se ”de hvide”. Her var der denne mand, som gerne ville have børn med lyst hud, og han fortalte at han lige nu ledte efter hans 3. hustru. Birgit var hurtig til at fortælle ham at jeg var ledig på markedet – og han tilbød da også hurtigt 40 køer som brudepris (1 ko = 70.000 Neira/1000 Neira = 33 kroner).

Det skal siges, at nigerianere ikke er gode til at skilte ved vejene, så efter 20 minutters kørsel af den forkerte vej ud af Shelleng, var der endelig en venlig sjæl der ville fortælle sandheden – at vi var på afveje. Så vi måtte tilbage til Shelling igen og føres af den rigtige vej hjem… - dette inkluderede en tur over en dæmning lavet af sivmåtter og tynde brædder – man kunne helt mærke hvordan det gav efter da vi kørte over. MEN vi nåede sikkert hjem og flere oplevelser rigere.