Veterinærsygeplejerske for en dag

Tiden her på Mbamba flyver af sted - vi har rigeligt at se til med undervisning på 3 forskellige skoler! Men vi få da også tid til andre oplevelser. I lørdags var vi på bush-tur med Dr. Nathan. Nathan er dyrlæge, bor her på Mbamba og arbejder for den lutherske kirke her i Nigeria. Hans arbejde består i at han kører ud til fulani-folket (kvægfolket) ude i bushen, for at tilse deres dyr og så evangelisere for dem. Det er et meget vigtigt arbejde, idet de fleste fulani-folk er muslimer.

Vi tog af sted MEGET tidligt om morgenen da vi skulle nå ud til fulanerne inden de drager ud med deres kvæg. Nathan skulle behandle flere af dyrene med antibiotika, da de var tynde og led af orm og andet skidt. Birgit og jeg agerede assistenter /veterinærsygeplejersker… - langede sprøjter ud til Nathan. Efter dyrene havde fået den medicin de skulle tog Nathan sig tid til at snakke med fulanerne/evangelisere for dem.

Efterfølgende var Nathan sød til at vise os Furo – den landsby han er opvokset i, samt tage os med på marked mm. Det var en super god dag og meget smukt naturoplevelse

Hverdagsbilleder

Et vej-billede... Sådan kan man også transportere kvæg fra A til B...

Et billede af Birgit jeg jeg sammen med Nubia vores skrædder

(hende der har syet vores smukke dragter)

Et smukt billede af solen bag skyerne!

Inge er aktiv i køkkenet - der bages fastelavnsboller

Her nydes der pandekager

Et typisk billede fra vores teresse - børnene kommer hver dag for at lege!

Jeg er sygeplejersken og altså IKKE læge…

Birgit fik én dag den idé at vi skulle tilbyde vores undervisning i Mbamba Out, - en lille landsby som ligger lige udenfor vores compound. Dette var jeg selvfølgelig helt med på, så vi informerede Josef, som arbejder i administrationsbygningen her på Mbamba og som er søndagsskolelærer i Mbamba Out. Han skulle så sørge for at vores tilbud blev givet videre til én som kunne informere den til søndagens gudstjeneste…

Vi dukkede op tirsdag eftermiddag klokken 14 (der var blevet sagt at det startede et sted mellem kl. 13-15). ”African time” taget i betragtning så var det måske lidt for optimistisk at komme klokken 14, da vi først kunne begynde vores undervisning kl. 15.15., da der slet ikke var nogen tilstede kl. 14.

Imens jeg underviste diskuterede flere af de fremmødte med hinanden på hausa - det virkede nogle gange som om de var fortørnet over et eller andet og ikke helt var tilfredse med det der blev sagt. Efter en halvanden times tid og vi var færdige med undervisningen og klar til at tage hjem, var der én der tog mod til sig og sagde at de ikke helt kunne forstå at vi var kommet for at undervise. De var blevet fortalt at vi skulle se på alle deres dårligdomme (flere af de tilstedeværende døjede blandt andet med dårligt syn, smerter i brystet, dårlige knæ samt smertefulde fødder) og så give dem medicin eller udskrive recepter til dem. De forklarede at de ikke havde råd til at gå til lægen så de var jublende glade for at vi havde tilbudt vores hjælp…

Vi fik endnu engang forklaret at vi er sygeplejersker og altså IKKE læger, - at vi ikke bare lige kan knipse med fingrene og så hjælpe en ældre dame som har været blind/dårligt seende i et stykke tid, kan gøre noget ved en tå med nerveskader samt smertende knæ… Selvom skuffelsen over at vi ikke kunne hjælpe dem af med deres dårligdomme tydeligt stod malet i deres ansigter, indrømmede de trods alt, at de havde været glade for vores undervisning, at de havde lært noget nyt samt var blevet opmærksomme på noget de ikke havde tænkt over før. De håbede at vi ville komme igen, - så derfor vil vi prøve at gentage succesen på tirsdag…

Hvorfor, hvorfor dit og hvorfor dat…?

Undervisningen her på Mbamba er i fuld gang! Det er super spændende og samtidig meget udfordrende at skulle undervise i basal hygiejne, ernæring, rent vand, familieplanlægning og meget mere. Det er interessant at kunne få lov at undervise dem i noget som de ingen viden har om i forvejen (især på fulani-centret har de fleste af eleverne kun haft sparsom med skolegang).

Det kan ligeledes være en prøvelse når vi i undervisningen bliver bombarderet med spørgsmål og hvor de kræver at få et svar/en forklaring selvom svaret ikke altid ligger lige for…

Nedenfor følger bare nogle af de spørgsmål vi er blevet udfordret med:

• Er det bedre at spise honning end sukker
• Mit barn vil kun spise mad hvor der er sukker i – hvad gør jeg?
• Da mit barn var 40 dage gammelt fik det udslet - hvad skyldes det?
• Hvorfor havde jeg konstant næseblod da jeg var gravid?
• Hvor længe kan man amme sit barn?
• Min familie er meget kræsne, - hvordan lærer jeg dem at spise mere alsidig?
• Er det farligt for mig at gå i genbrugstøj, hvis manden der ejede tøjet før mig er død?
• Det er ikke nemt at lære mine børn at gå med sko – hvad gør jeg?
• Er det OK at give sit barn vand at drikke i en meget tidlig alder?
• Hvor mange må bruge et toilet før det er uhygiejnisk?

Good-Luck Frederik Elijah

Kan man hedde både et engelsk og et dansk navn og så bo i Nigeria? Ja sagtens, - for i Nigeria er ALT muligt. Søndag den 2. maj var vi (sammen med Alex og Mette) nemlig blevet inviteret med til en navngivningsceremoni af Elijah og Ladi Paul´s 3 uger gamle dreng. Elijah er studerende på præsteseminariet her på Mbamba hvor Mette og Alex underviser, og i den forbindelse blev vi også lige inviteret med – selvom vi ikke kendte dem.

Som I nok kan se på billederne er vi alle i en ”smuk” nigeriansk dragt. Det er normalt her at hvis man skal til fest så tropper man op i ens tøj – og denne fest var ingen undtagelse. En uge forinden var Elijah kommet forbi for at tage et billede af os – og tøjet blev så syet ud fra øjemål! Resultatet var også derefter, - kunne både svømme og sejle i den dragt. Tror aldrig jeg har følt mig så grim før og kommer nok aldrig nogensinde i det tøj igen…

Elijah og Ladi ønskede at Good-Luck også skulle have et dansk navn, og vi havde diskuteret os frem til at et dansk kongenavn som Frederik var et meget godt dansk drengenavn. MEN det er desværre meget svært for nigerianerne at udtale det!

Selve ceremonien var en 3 timers lang gudstjeneste med sang, musik og dans. (2 dage forinden have vi øvet dansen med Elijah rundt om deres sofabord. Prøv lige at forestil jer hvordan det vil se ud: 4 blegfede danskere med minus rytme i kroppen i forhold til nigerianerne danse rundt om et sofabord efter en nigerianer). Efter gudstjenesten tog vi hjem til Ladi og Elijah og spiste nigeriansk. …og så skulle der tages billeder… Tror vist der blev taget flere billeder af os hvide end der blev taget af lille Good-Luck Frederik J.

Så smukke ser vi ud i Nigeriansk klædedragt

Mig med lille Good-Luck Frederik Elijah

Familien Elijah Paul

Billeder fra Ganye

Billeder fra katedralen i Ganye

Mig i mit afro-outfit:)

Her bliver der rigtig danset - og hvis man gør det godt bliver der smidt penge på én...

Jeg var også på dansegulvet og nogle må åbenbart have synes jeg gjorde det godt,

idet de også smed penge på mig

Så er vi i Timbo - Her ses Sulisari og Brigit... og en masse andre

(det er Sulisari der har tegnet kirken - han studerer til bygningsingeniør)

Her er vi blevet beriget med en hane og en pose frisk honning

Sulisari vores chauffør (til højre) og hans gode ven Lee.

Disse fantastiske to fyre havde vi en uforglemmelig weekend sammen med.

Udsigt over bjergene i Timbo

LYF konference i Ganye

Hvert år holder LYF (Lutheran Youth Fellowship) en national konference for den lutherske kirkes unge i Nigeria, - og I år var vi blevet inviteret med… Så i fredags (den 23/4) drog vi mod Ganye, 3 timers kørsel syd for Mbamba, for at være sammen med 1500 unge mennesker en hel weekend. (Det kan sammenlignes med det der svarer til event eller Å-festival hjemme i DK).

Vores naboer her på Mbamba kommer oprindeligt fra Ganye og her har de stadig et familiehus hvor en del af familien bor. (Det er meget normalt her i Nigeria at en familie kan bo lidt spredt af arbejdsmæssige årsager). Men vores nabos søn; Sulisari, som tidligere har kørt lidt med os, havde sagt ja til at være vores chauffør og guide på turen. Vi skulle så spise hos familien – Sulisaris søstre, der stadig bor i Ganye, ved nemlig hvordan man skal lave mad til sarte hvide maver. Overnatningen foregik på et gæstehjem i byen.

Vi ankom selvfølgelig til konference midt i et møde, - hvorfor det vakte STOR opsigt da to blegfede danskere skulle op igennem kirken foran 1500 mennesker for at blive præsenteret af præsidenten for konferencen. Det var til stor morskab for selvfølgelig skulle hele forsamlingen også lige vide at vi er singler - og muligvis er interesseret i at bo i Nigeria JJJ

Konferencen var bygget op over temaet ”WALKING IN THE SPIRIT”, og da vi kom fredag var de i gang med en sangkonkurrence idet de forskellige gospelkor hver skulle opføre en sang over emnet. Det var inspirerende for mig at se den glæde og frihed i sangen – det kan vi godt lære noget af hjemme i DK. Eneste minus var bare at deres lydudstyr desværre var af meget dårlig kvalitet og lyden blev så derefter. Når folk bliver begejstret så synger de, råber halleluja eller begynder at danse. … og der blev danset rigtig meget hele weekenden. Ja, et programpunkt handlede nærmest kun om at give offergaver og danse, - og vi blev da også hevet op fra stolen og lærte nogle afrikanske moves. Eneste minus ved konferencen var at nogle af møderne godt kunne blive lidt for lange og uforståelige, selvom alt foregik på engelsk, så er det ikke just ensbetydende med at det er forståeligt. Dette skyldes at de enten RÅBER for meget, har dårlig udtale eller bare bruger en anderledes ordsammensætning end vi lige er vant til.

Hver morgen var der morgengudstjeneste klokken 05.00. Ja nigerianere står altså meget tidligt op – ca. 04.30. Vi valgte dog at sove længe lørdag, men søndag sluttede konferencen med denne gudstjeneste, da folk skulle rejse lang for at komme hjem, så derfor måtte vi hellere deltage.

Resten af søndagen stod til fri disposition. Derfor havde vi spurgt Sulisari om han ikke ville vise os Ganye og hans families landsby Timbo. Timbo er en meget lille landsby med 700 indbyggere. Vi ankom til kirketid og oplevede rigtigt hvad det vil sige at være til lokal gudstjeneste. Da vi skulle give penge i kirkebøtten lagde vi en ekstra skilling, for dette sted har virkelig bruge for pengene! Alle var meget begejstrede over vores besøg og efter gudstjenesten skulle vi stå udenfor kirken så alle, store som små, kunne byde os velkommen. Bagefter skulle vi se den nye kirke de er ved at få bygget, - som de nu mangler penge til taget. De håbede meget at det var noget vi kunne hjælpe med… Som TAK for vores besøg blev vi begavet med en levende hane og en pose frisk honning.

Bilturen tilbage til Mbamba foregik på rigtig nigeriansk vis med levende dyr, en stor sæk ris og et par ekstra passagerer… Tilbage på Mbamba sidder jeg så, overvældet af en fantastisk lykkefølelse, og tænker tilbage på en helt fabelagtig weekend, - en weekend hvor vi fik mange kulturelle oplevelser men også en weekend hvor vi fik mange nye bekendtskaber og hvor jeg blev rørt dybt ind i sjælen af den kærlighed man kan opleve fra ens kristne brødre og søstre.

Undervisning på Mbamba

Her er Birgit igang med at undervise i emnet "rent vand"

Her på Mbamba er vi nu i fuld gang med at undervise på kvindeskolen. Kvindeskolen er en skole for præsteelevernes koner. Det er nemlig sådan at når præsteleverne er blevet uddannet kommer familierne tilbage til deres små landsbyer, og her vil familien få en høj status. Derfor er det vigtigt at også kvinderne bliver klædt på til at give viden fra sig/være forbilleder. De bliver undervist i alt lige fra bibelundervisning, matematik, hausa, engelsk og ikke mindst SUNDHED.

Vi har 6 uger til at undervise med 4 timer om ugen, - og har fået frie tøjler til at opbygge undervisningen som vi nu selv synes. Her kan jeg godt se en fordel i at vi først har været rundt på de diverse klinikker for at se de gængse problematikker og først nu skal undervise, for så kan vi se hvad vi skal lægge vægt på i undervisningen. De første par uger har vi undervist i det helt basale såsom personlig hygiejne, rent vand og sanitet… og jeg kan blive helt forundret over hvor uoplyste de kan være – én kunne ikke engang skrive sit navn…

En STOR udfordring i undervisningen er at få skabt en fælles forståelse, da sproget er en hindring. De fleste af kvinderne fra de små landsbyer kan slet ikke engelsk – og det på trods af at engelsk er deres nationalsprog. MEN heldigvis har vi en rigtig god oversætter som også er god til at sætte lidt ekstra krydderi på undervisningen. En fordel er så også at det normalt er hende der underviser kvinderne i sundhed, så det kan være at hun via undervisningen også kan blive klædt bedre på til at undervise i fremtiden.

Næste uge starter vi så på at undervise på fulani-centret som også ligger her på Mbamba. (Til den opmærksomme læser, så har jeg tidligere beskrevet fulani-centret i mit indlæg ”God is in control”). Her skal vi også have 4 undervisningstimer om ugen. Endvidere er det planen at vi også skal have nogle undervisningseftermiddage på præsteskolen…

Så meget af min tid går lige nu med at få lavet nogle gode og pædagogiske undervisningsmaterialer, som de så også kan få gavn af i fremtiden…

Numan

2 ugers ophold i Numan er nu slut og jeg befinder mig igen på Mbamba – endnu rigere på indtryk og oplevelser. Vi skulle til Numan, da vi skulle hjælpe til/tage ved lære på kirkens klinik (LCCN´s Health Clinic i Numan). Endvidere fik vi mange flere dejlige oplevelser med fra blandt andet besøg på omkringliggende klinikker samt regeringshospitalet i Numan.

På kirkens klinik er der 7 ansatte. Fidelis er leder af klinikken og han er uddannet i ”Public Health, - med fokus på forebyggelse” – en uddannelse der længdemæssigt ca. svarer til en sygeplejerskeuddannelse i Danmark. Klinikken øvrige ansatte er to sygeplejersker, en laborant, en farmaceut en chauffør og en rengøringsdame. (Deres uddannelser kan ikke sammenlignes med danske, men det er ca. noget der svarer dertil). Endvidere kom der en pensioneret læge (Dr. Martin) to gange om ugen som frivilligt stillede sin arbejdskraft til rådighed. Dette var en STOR hjælp, da flere patienter så kunne få kompetent lægetilsyn og grundigere behandling. Så vi håber og beder til at der engang igen kan komme en rigtig læge til klinikken og højne standarden der.

Birgit og mit arbejde på klinikken bestod i at vi skiftedes til at konsulterer patienterne sammen med Fidelis eller Dr. Martin samt hjælpe med at finde journaler, dosere medicin, udleveret remedier til diverse prøver mm. Vi forsøgte at hjælpe til så godt vi nu kunne, men det var svært at gøre så meget – især fordi vi kun var der 2 uger og man derfor ikke kan komme og overfuse dem og være bedrevidende. Vi var nødt til at observere og se hvordan de gør tingene og så måske i det små hjælpe dem til at tænke anderledes. De var dog super taknemmelige for bare det at vi var der og vi fik mange gode snakke både fagligt men også om livet generelt.

Efter 2 uger var det svært at sige farvel, men vi lavede en aftale med staben om at de skulle besøge os på Mbamba, hvor vi kunne byde på dansk mad. Det betød at det var lidt nemmere at sige på gensyn end farvel.

Her ser I klinikken

Her står vi sammen med klinikkens stab

I Dr. Brønnums fodspor

En dag var vi så heldige at få muligheden for at besøge government hospitalet som ligger lige nabo til LCCN´s compound i Numan. Dette hospital er oprindeligt grundlagt af en dansk læge (Dr. Brønnum) i 1913, og i tidens løb har den danske kirke sendt flere danske læger og sygeplejersker hertil for at arbejde, men hospitalet er nu blevet overtaget af den nigerianske regering.

Vi fik mulighed for at besøge ”main theatre” – stedet hvor man opererer. Her så vi 3 operationer, brok-, blindtarms-, og hydrocele-operation… og her udfører man 2 operationer på samme tid.

Det var noget af en oplevelse at være tilskuer til. Stuen var proppet med mennesker, døre og vinduer var åbne under operationerne og der var ret beskidt i krogene. Imellem hver operation kunne de så godt finde på at gøre rent selvom de ikke var færdige med at operere den anden patient. Men på trods af alt dette, så er det meget sjældent de har postoperative infektioner. Patienterne hernede må have et super immunforsvar for dette ville gå helt galt hjemme i DK. Det der dog var mest hjerteskærende at se var, at én patient ikke var ordentlig bedøvet, - og man tog sig ikke lige tid til at vente på at narkosesygeplejerskens fik givet ham noget mere før de fortsatte operationen…

Efter dette ”cirkus”, blev vi vist rundt på resten af hospitalet. Da vi kom forbi fødegangen blev vi nærmest skubbet ind på en fødestue. Her stod jordemoderen med en lille nyfødt pige og moderen lå nøgen på en briks. Vi skulle så lige se hvordan hun trak moderkagen ud… Og der stod Birgit og jeg med vores kameraer i hånden og rygsække på ryggen og mindede mest af alt nogle turister på afveje. Vi fik dog sagt tillykke til den nybagte mor og fortsatte vores færden rundt på hospitalet.

Det skal lige siges at vi har hørt flere historier om forskellen mellem kirkens og regeringens sundhedsarbejde. Flere patienter er blevet fejldiagnosticeret eller fået udleveret forkert medicin på regeringens klinikker/hospitaler. De kommer så til kirkens klinikker endnu mere syge og med færre penge på lommen til at købe den rette medicin… Så hvis man er syg er det bedst at søge til kirkens klinikker.

Billede taget inde i operationsstuen. Hvis nogen skulle være i tvivl,

så er det mig der står helt pakket ind i grønt ude til højre i billedet.

Et billede jordemoderen med den nyfødte lille pige

Fritiden i Numan

Når vi ikke lige var i klinikken tilbragte vi tiden sammen med vores nye nigerianske venner: Alexander, Bulus og Maro. Vi tog en dag til Ruan Safi (= boiling water). Dette er en kilde med varmt, nærmest kogende vand - stedet minder nok mest af alt om en stor sump. Stedet er ikke meget anderledes end andre vandhul vi har set hernede - et sted hvor kvinderne vasker tøj, børnene bader og kvæget søger ned for at drikke. Nogle aftner inviterede vi på dansk mad, hygge og et spil majer. Her var der rig mulighed for at udveksle erfaringer og oplevelser og lære om Nigeriansk kultur, mentalitet, mad - traditioner mm.

Her ses et billede af Ruan Safi

Her ser i Bulus og Maro

Billeder fra Yankari

Her er et billede fra én af de varme kilder - åhh så skønt!

En løvinde med 2 unger - dejligt syn!

Den ser da heller ikke særlig charmerende ud sådan en bavian...

Dette var det nærmeste vi kom på en elefant

- her er det Bulus vores chauffør med fødderne i rigtige elefantfødder.

Jagten på de forsvundne elefanter…

Weekenden den 10-11/4 stod den på virkelig afrikansk eventyr i Nigerias bush/”Yankari Nationalpark”. Yankari er Nigerias største nationalpark, og rummer de fleste vildtlevende dyr som Nigeria har at byde på. Da jeg tidligere har oplevet en safari i Tanzania skulle jeg sætte mine forventninger noget ned, da naturen, dyrene og bare hele oplevelsen er noget helt andet her i landet. Her kan mange af dyrene godt lide at lege gemmeleg - og de er ikke så nemme at finde, da naturen er meget tæt bevokset. Dog er tørtiden den bedste periode at besøge parken i, da det betyder at der er større sandsynlighed for at se dyrene end når der er blade på træerne og flere meter højt græs.

MEN jeg var heldig, for nu kan jeg sige at min safari er fuldendt. Den første jeep - tur vi var på, så vi en løvinde og hendes to unger, og dette var det eneste dyr jeg rigtig manglede at se i Tanzania. Efter løverne tog vi på jagt efter elefanterne, men disse var ikke at finde nogen steder… kun sporene fra dem. Men så fik vi set så mange andre forskellige dyr såsom hjorte, fugle, bøfler, vildkatte, vortesvin og ikke at forglemme aber, area boys, baboons eller bare møg–dyr… ja ”kært” dyr har mange navne. Disse bavianer kunne være noget så nærgående og man skulle have respekt for dem. Hvis man gik med en pose eller lignende i hånden, kunne de finde på at snuppe den bare for at se om den indeholdt noget spiseligt. En dag havde jeg ikke lukket døren ordentligt ind til vores værelse, og en bavian var på vej ind. Jeg var dog hurtig og fik den skræmt ud igen. MEN andre var ikke så heldige. Mette og Alex havde ”indbrud” af bavianer – de var kommet ind gennem et hul i loftet, havde rodet det hele igennem og spist kiks, bananer og slik.

Yankari kan også byde på andet end dyr, - her tænker jeg specielt på de varme kilder. Disse var helt fantastiske at bade i J. Kilden har en konstant temperatur på 31 grader, så for første gang mens jeg har været hernede følte jeg mig bare nogenlunde afkølet. SKØNT! En eneste ulempe var dog, at man også her skulle tage sig i agt for bavianerne, for hvis man var uopmærksom bare få minutter, kunne de finde på at snuppe vores tasker, tøj, sko mm.

Selvom turen ikke indeholdt ”The big five”, så havde vi alligevel en dejlig weekend i skønt selskab… og ikke at forglemme med airconditionJ

”God is in control”

Ovenstående sætning har vi efterhånden hørt en del gange de uger vi har været her. Mennesker hvis skæbne just ikke tilsmiler dem, sætter deres lid til Gud og stoler på at Han har kontrollen over deres situation nu hvor de ikke selv kan overskue den mere… Specielt 2 gange hvor vi har hørt denne sætning blive brugt, er den historie der ligger bag så hjerteskærende, at den har brændt sig fast hos os…

Muhammed er en ung fyr der for nogle måneder siden kom til Mbamba for at bo og gå på skole på Fulani - centeret. Dette er et sted hvor kristne fulanere kan komme og blive undervist i evangeliet og mange af dem ender som evangelister. (Fulanere er oftest muslimer, og hvis de konverterer til kristendommen bliver mange af dem enten udstødt eller dræbt (æresdrab)). Muhammed er muslim, han har ingen familie og intet netværk. Da hans nære ven, som er kristen, rejste til Mbamba på fulani - centeret, valgte han et følge med. Muhammed har en lyst til at lære om evangeliet, men da han ingen økonomiske midler har og intet netværk til at støtte ham økonomisk, kan han have svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Den nigerianske kirke betaler de 4 års skolegang, så det eneste han skal bruge penge til er mad til at overleve.

Michelo er leder af fulani – centeret. Han har en stærk tro og tillid til Gud om at han har en plan med Muhammed og at Gud nok skal finde en mulighed for at Muhammed kan blive støttet økonomisk.

Gershon

I Dakka mødte vi mange fantastiske mennesker – heriblandt Gershon. Gershon er en ung fyr på 27 år, uddannet lærer og arbejder på bibelskolen i Dakka. Hans far, der var præst i Dakka, døde meget pludseligt i december måned af tyfus. Gershon er den ældste søn, og hermed nu familiens overhoved. Det betyder, at han nu har ansvaret for at forsørge resten af familien, hvilket indbefatter: en mor, (en storesøster) 2 små brødre og en lillesøster. De yngre søskende er endnu ikke færdige med deres skolegang, så her skal der betales skolepenge. Gershon selv tjener kun 13.000 Neira om måneden hvilket nærmest kun dækker mad og lign. Gershon fortæller åbent om sit liv, - de bekymringer han har i forhold til at skaffe penge, men også at han bliver nødt til at lægge bekymringerne over til Gud og dermed håbe at Gud finder en udvej…

Lidt billeder

Værsgo - så er der dokumentation for at jeg virkelig er i Nigeria og ikke bare sidder på Bahamas og googler billeder som jeg lægger ud på bloggen...:) Her sidder jeg på toppen af "Three sisters rock"

Lidt mere skøn udsigt

Frokosten nydes på toppen af bjerget:)

Hurra for de gratis glæder…

Egentlig var det meningen at vi skulle tilbringe påsken sammen med en Nigeriansk familie i Hong, – en by noget nord for Mbamba. Men da dette blev ændret i sidste øjeblik, skulle vi jo finde på noget andet at give os til... og hvad er mere oplagt end at tage på adventures i nærområdet…?

Three sisters rock

Det er påskelørdag og vi kører til Song – byen med de tre søstre. (Byernes navne - Hong og Song - taget i betragtning så skulle man tro jeg befinder mig i Kina og ikke Nigeria J). MÅLET er toppen af den mindste søster – alt andet vil vist være for overvurderet i denne varme. (Til den interesserede læser, så er det altså IKKE tre damer, men 3 bjerge som ligger lige ved siden af hinanden…)

Turen til toppen var smuk, men også en smule udfordrende med potentielle slanger der kunne gemme sig samt med min manglende fysik efter en måned uden større fysiske anstrengelser. Men det var turen værd – udsigten fra toppen var helt fantastisk…

Flere børn og unge fulgte os helt til toppen. Det var nu lidt provokerende når de med bare fødder nærmest bare løb til toppen… Vi fandt da også ud af hvorfor dette er et yndet tilflugtssted for byens unge – her kan de ryge i fred og ro. I Nigeria er det en STOR synd at ryge (samt drikke), - så hellere være din kone utro eller lign.

Kiri - søen rundt

2. påskedag kørte vi (Mette, Alex, Birgit og jeg) mod Kiri – søen, som ligger nord for Numan. Dette er en stor sø i et lille bjergområde. Her er der ifølge nigerianerne STOR sandsynlighed for at se usynlige flodheste – hermed sagt at man en sjælden gang imellem kan se en virkelig flodhest, men så skal man virkelig også være heldig. Naturen omkring søen er fantastisk smuk. Luften var dog denne dag desværre noget diset af harmattanen hvilket farvede alt gult og gjorde udsigten knap så god som vi havde håbet på.

Vi besluttede os at køre søen rundt - og flere gange på denne tur tænkte jeg, at det nok var en lidt for vovet beslutning. Vejen var flere steder ret så dårlig og vi kunne køre længere strækninger uden at møde et eneste levede væsen… altså bortset fra geder… På denne tur blev jeg bekendt med udtrykket:” SMILE AND WAVE”. Alex fortalte, at det er vigtigt at virke imødekommende; smile og vinke, hver gange man møder nigerianere, for hvis der skulle ske noget med bilen eller lignende, så har man skabt sig venner og ikke fjender…

Det var også på denne tur jeg næsten blev solgt til en mand som 3. hustru for 40 køer. Dette var i byen Shelleng nord for søen. Vi havde kørt i flere timer og trængte sådan til noget køligt og læskende at drikke. Da vi gjorde holdt ved en mindre shop, stimlede byens børn og voksne sammen for at se ”de hvide”. Her var der denne mand, som gerne ville have børn med lyst hud, og han fortalte at han lige nu ledte efter hans 3. hustru. Birgit var hurtig til at fortælle ham at jeg var ledig på markedet – og han tilbød da også hurtigt 40 køer som brudepris (1 ko = 70.000 Neira/1000 Neira = 33 kroner).

Det skal siges, at nigerianere ikke er gode til at skilte ved vejene, så efter 20 minutters kørsel af den forkerte vej ud af Shelleng, var der endelig en venlig sjæl der ville fortælle sandheden – at vi var på afveje. Så vi måtte tilbage til Shelling igen og føres af den rigtige vej hjem… - dette inkluderede en tur over en dæmning lavet af sivmåtter og tynde brædder – man kunne helt mærke hvordan det gav efter da vi kørte over. MEN vi nåede sikkert hjem og flere oplevelser rigere.

På kanten af sygesengen

Madlede, kvalme og opkast er kendte problematikker fra min arbejdsplads hjemme i DK. Problematikker vi som regel kan råde bod på ved hjælp af kvalmemedicin. MEN, når man står i et uland og ikke kan skaffe den ønskede medicin, kan man føle sig helt handlingslammet. Dette gjorde jeg i hvert fald da jeg hele sidste uge skulle passe og pleje Birgit, der lå på langs med amøber. Egentlig var hun ikke så voldsom syg af amøberne, men behandlingen – Metronidazol 800 mg * 3 i 5 dage – gjorde hende voldsomt syg. Det at jeg heller ikke kunne fremskaffe den rette ønskekost (dansk yoghurt) gjorde heller ikke situationen nemmere… Så jeg prøvede at gøre alt for at hun kunne få bare lidt føde og især noget væske i denne varme.

Birgit er nu frisk igen og vi håber og beder derfor til at vi ikke skal igennem en lignende oplevelse igen…

Dette har også betydet, at siden vi kom hjem fra Dakka, har vi ikke fået lavet noget af det vi egentlig kom herned for. Men i dag skal vi tage en snak med Veronica – hende der står for kvindeskolen her på Mbamba. Så kan vi forhåbentlig begynde at planlægge undervisningen mere præcist. Dog skal vi først påbegynde undervisningen i slutningen af april, da vi efter påske skal til Numan (en by 1½ times kørsel herfra). Her skal vi i 2-3 uger følges med en nigeriansk læge Fidelis, i hans arbejde rundt på forskellige klinikker i området.

Vejrfænomener

De første uger hernede gik med at vænne sig til varmen (i går 52 grader i solen). Man blev (og bliver stadig nogle gange) træt af at lave ingenting og kan være fuldstændig energiforladt ved bare tanken om at skulle bevæge sig for meget rundt. Alle sagde til os, at det bliver bedre når I kommer til Dakka, da det ligger i bjergene og derfor er det lidt køligere. MEN dette kunne vi bestemt ikke mærke noget til – varmen var lige ulidelig.

Troperegn

Men da vi havde været i Dakka i en uge trak det en dag op med SORTE skyer – og så kom den første regn. Det er ikke som regn hjemme i DK… Det blæser voldsomt op, siler ned og tordner kraftigt. På en halv time faldt temperaturen med mere end 10 grader og man kunne næsten drømme sig til en langærmet T-shirt i 28 graders varme, - for nu havde kroppen jo efterhånden vænnet sig til varmen. Da regnen stilnede af skulle vi så på ekspedition for at se hvilke ulykker den havde medført, og desværre var flere hjem nu uden tag over hovedet.

Harmattan

Et par dage efter regnen vågnede vi så op en morgen med sand i næse, mund og svælg. Den flotte udsigt til bjergene var væk/spoleret af gult sand fra Saharas ørken. Luften var tyk af små sandkorn og jeg følte mig sat tilbage til dengang jeg som barn var med min far i marken for at harve og tromle… Jeg havde svært ved at trække vejret ordentligt og det kunne næsten knase hvis man bed tænderne sammen. Harmattanen trængte ind ALLE steder – det var umuligt at holde noget rent. Men dette fænomen er altså ikke et usædvanligt syn. Et plus var dog også at temperaturen ikke rigtig kom over 35 grader J.

Lidt billeder

Klinikken i Dakka - forude er Rikkes hus og ned til venstre er selve klinikken og sengestuerne.

Den lille pige med ødemerne sammen med hendes far udenfor klinikken

Dette billede er taget på operationsdagen. Lægen er ved at fiske den 5 kg store uterus ud af kvinden. NB. Bemærk at den ene læge kun har masken over munden og ikke næsen.

Her ser i den 5 kg store uterus

Så er vi ved at fjerne sting en uge efter operationen - denne dag svigtede lyset, så vi anvendte lommelygter...

Dakka

Sikke mange indtryk og oplevelser der fylder og skal deles med jer efter 2 uger udenfor civilisationen – men også 2 uger jeg ikke ville være foruden… Vil prøve at dele højdepunkterne med jer så godt som jeg nu kan.

Hvad er Dakka?

Dakka er en smuk lille by i bjergene noget syd for Yola. Det tager ca. 7 timer at køre dertil, og de sidste 4 timer er mere eller mindre off-road. Det sidste stykke vej er i hvert fald rigtig elendig og det betyder at det næsten tager en time at køre bare 15 km. Vi måtte køre gennem et udtørret flodleje, da broen over floden var ikke-eksisterende. Det betyder også at man ikke rigtig kan komme til eller fra Dakka i regntiden.

I Nigeria bliver alle hvide kaldt ”BATURI”= europæer, – i Dakka bliver alle hvide kaldt ”Rikke/Rickia”. Og selv da vi var flere timers kørsel fra Dakka, kommer børn løbende ud til vejen og råber ”Rickia, Rickia”. I Dakka skulle vi nemlig besøge og arbejde hos Rikke Vestergaard. Rikke er en dansk sygeplejerske som mere eller mindre har boet og arbejdet i Nigeria i 40 år – de sidste mange år i Dakka. Hun er nu pensionist, men bruger 4 måneder om året i Dakka (i tørtiden fra november til marts).

Rikke er en ihærdig kvinde, der har fået stablet mange ting på benene i Dakka. Blandt andet en bibelskole samt en klinik. Det var selvfølgelig i klinikken vi skulle hjælpe til så godt vi nu kunne – om ikke andet, så tage ved lære af hendes dygtige medarbejdere Ibrahim og Naibu. Ibrahim er dispenser – dvs. en er der diagnosticerer og udleverer medicin. Naibu er medhjælper i klinikken og skal på sigt også uddannes til dispenser.

Typiske problematikker/sygdomme

Den største problematik ikke bare i Dakka men i hele landet er helt klart de sanitære forhold. Ofte bliver toilettet på klinikken slet ikke benyttet. Mange benytter i stedet naturen – går lidt væk fra klinikken og tisser/skider i græsset. Ikke nok med det, så går mange nigerianere, især børn, barfodede rundt. Mange sygdomme skyldes smitte via afføring – og hvis man kan lære nigerianerne at benytte toilet samt gå med sandaler/sko, vil optil 8 sygdomme i løbet af 2 år være udryddet. Men dette er åbenbart ikke sådan lige til…

Ifølge Ibrahim er den største udfordring, næst efter de sanitære forhold, at konkurrere med den traditionelle medicin. Mange lokale, selv folk der har taget en universitets uddannelse, tror nogle gange mere på den traditionelle medicin end på den moderne/videnskaben. De vil hellere søge medicinmanden før en dispenser. Derfor er det også nogle gange for sent når de først opsøger klinikken, da sygdommen så er fremskreden og kan være svær at få bugt med. Selv når de så har været i klinikken og efter rette instrukser, kan de komme tilbage og brokke sig over at medicinen ikke virker... (men det er svært når det er manden der går med kvindens tabletter i lommerne)...

Vores første patienter

Vores første dag i klinikken gav os et indblik i den barske virkelighed i Nigeria. En lille pige på 8 år kommer til klinikken sammen med hendes far. Pigen har den seneste tid udviklet store ødemer/væskeophobninger i hele kroppen. Ved nærmere undersøgelser finder man også blodmangel, protein i urinen samt en afføringsprøve der viser hook-worms (dette kan kun ses i afføringen når sygdommen er fremskreden). Den stakkels lille pige er ligeledes voldsomt underernæret, - men denne skæbne deler hun med mange andre nigerianere. Mange nigerianere har desværre ikke råd til proteinrige fødevarer såsom kød, mælk, æg osv., og derfor er mange nigerianske børn under- eller fejlernæret og dette giver sig til udtryk i de karakteristiske store tykke maver men tynde arme og ben.

MEN denne lille pige, hun bliver indlagt på klinikken og opstarter behandling med diverse medikamenter. (Hun udskrives 10 dage efter og har det meget bedre).

En anden patient, er en ung kvinde med hendes 2 uger gamle barn. Kvinden har brystbetændelse og har ikke mulighed for at amme barnet pga. voldsomme smerter. Barnet har ligeledes en infektion af en slags i kroppen, da det har flere små væskefyldte bylder på kroppen. Kvindes bedøves med Ketogan og der lægges et lille dræn i brystet således det kan drænes for pus og andet skidt.

I mellemtiden skal Birgit prøve at styre den sultne og utrøstelige lille pige som kun tænker på at få mælk. Det hele ender da også med at den lille pige overskider Birgit… Godt tøj kan vaskes…J

Operationsdag

Lørdag den 13/3, 3 dage efter vi kom til Dakka, var der operationsdag på programmet. Det betød, at der kom 2 læger/kirurger fra nærmeste hospital (ca. 2 timers kørsel væk), for at operere patienter i den lille klinik i Dakka.

Birgit og jeg havde dagene op til operationsdagen pakket forbindinger osv. og steriliseret dem i autoklaven. MEGET primitivt, MEN det virker! Rikke kan prale med, at i alt den tid der har været operationspatienter i Dakka, der har hun kun haft 3 patienter med postoperative infektioner, - og i de situationer har forbindingerne været bragt udefra.

Der var 6 operationspatienter på programmet denne lørdag. Den 1. patient er en ældre kvinde, ca. 60 år gammel, med en STOR uterus/livmoder som skulle fjernes. Dette er en MEGET avanceret og risikabel operation at udføre så langt ude i bushen. Men lægerne havde sagt god for at operere hende, hvis der blev fundet en donor der kunne give blod hvis dette skulle blive tilfældet. Så galt gik det heldigvis ikke – efter 2½-3 timer var hun en 5 kg stor livmoder lettere…(man mistænker at det er hendes tvilling der har vokset inde i hende i alle de år, da den både indeholdt hår og knogler – hun har dog været i stand til at få børn).

De næste 4 patienter skulle alle have foretaget hernia/brok operationer. Disse operationer var knap så avancerede, patienterne var i lokalbedøvelse det hele forløb også ganske problemfrit. Den sidste operation var af en lille dreng med hydrocele ved den ene testikel. Her var det svært at være observatør, da han også kun var i lokalbedøvelse (og dette vist ikke særlig godt) og det var tydeligt at se han havde ondt og var bange. Og lægen mente ikke han skulle bedøves mere – til sidst gav vi ham dog lidt beroligende og så blev det lidt mere humant.

Min opgave var at lange nåle, sterile forbindinger, dækkestykker mm over til lægerne under operationerne, vaske patienterne og evt. gulv af for blod efter hver operation samt sørge for at instrumenterne var kogt og steriliseret mellem hver operation.

Efter 7 timer i en lille varm klinik var det hele ovre. Lægerne blev spist af med lidt ris, fik i alt 64.000 Neira (hvilket svarer til ca. 2100 kroner) til dække af operationerne samt transport til og fra Dakka.

Bagefter sad jeg tilbage med et indtryk af at det var et under at der ikke var nogen komplikationer til nogle af operationerne samt at de i alt i tidens løb kun har haft 3 med infektioner. For HYGIEJNEN var virkelig en by i Rusland. Man forsøgte selvfølgelig så godt man kunne at holde sterilt for sterilt, rent for rent samt urent for urent, men meget svært at overholde i praksis. Just ikke dansk standard. Min danske sikkerhedsrepræsentant ville få et flip, hvis hun så den nedsatte sikkerhed der var i forhold til nåle, blod, og knive. Er taknemlig for at det ikke var mig der skulle lægge krop til.

Efter 2 uger i Dakka sidder man tilbage med en forundring og bliver imponeret over den betydning Rikke har haft for manges liv i Nigeria.

Nogle få billeder...

Dette billede er taget fra vinduet fra mit værelse. Jeg kan altså sidde og kigge ud på savannen...


Her ser I et billede af det hus vi deler med Inge og Tine - dejlige forhold efter lokal standard...

Denne internetforbindelse er desværre ikke så hurtig - så deler flere billeder med jer senere.

Fra Århus til Mbamba

Sikke mange oplevelser der fylder i mit hoved her efter nogle dage i varmen. Jeg vil i store træk prøve at beskrive det så godt jeg kan...

Vi tog fra minusgrader i Århus torsdag morgen den 4/3 og var på Mbamba i 40 graders varme fredag aften den 5/3 kl 21:30 (dagstemperaturer på 45 grader). Turen var lang og gik via Billund , Amsterdam, Abuja og Yola. Rygsækken var proppet til det sidste med knælange nederdele, T-shirts, kjoler (alt sammen propert tøj da vi befinder os i et meget konservativt område hvad pålædning angår), sandaler, bøger, computer og ikke mindste mit rejseapotek fyldt med handsker, stoppiller, antibiotika-kur, halspastiller og meget mere... og i case of emergency: sterile kanyler, venflons mm (doneret af Århus Sygehus/D3:))

Det var en lang tur herned - nedenfor følger nogle highlights fra turen:

Are You married?
Jeg havde kun befundet mig i Nigeria ganske få minutter, da jeg kommer til paskontrollen, og det første jeg bliver spurgt om, er: "Are You married?". Så mine tidligere erfaringer med afrikanske mænd (fra Tanzania) og deres interesse i hvide kvinder holder altså stik her... Vi har fået fortalt at afrikanske mænd ser hvide kvinder som en billet ud af landet - en billet til et andet og nemmere liv uden sult og fattigdom. Ja, selv afrikanske mænd, der er forlovet med en afrikanske kvinde, kan håbe på at "få fingeren i" en vesterlandsk kvinde. Skræmmende, - MEN jeg bider ikke på krogen...

Gæstehjemmet
Det var selveste biskoppen der hentede os i lufthavnen i Abuja. Han kørte os de 40 km ind til centrum af Abuja by og bragte os til gæstehjemmet hvor vi havde reserveret et værelse. MEN, i Afrika skal man forvente lidt af hvert, og systemet fungere altså ikke altid så godt, så de havde selvfølgelig udlejet vores værelse til andre. Så vi måtte i stedet til et andet gæstehjem, hvor vi så kunne leje seres eneste værelse - suiten. Forholdene var ikke som vi kender dem i DK, men der var air-comdition og det var SKØNT!

Endelig på Mbamba
Det var Mette og Alex der hentede os i Yola lufthavn og kørte os til Mbamba.
Mbamba er en compound, hvor der bor over 1000 mennesker, beliggende nogle få kilometer uden for byen Yola. Compounden består blandt andet af en præsteskole, en kvindeskole, junior seminary, et fulani-center, en klinik samt boliger til lærerne og præstefamilierne.
Dette skal være vores base de næste 3 mdr. Her skal vi bo i et hus sammen medTine og Inge. Tine arbejder på REMI (handikapskole) og Inge arbejder her på Mbamba med at integrere pædagogikken mere i undervisningen. Mette og Alex er undervisere på præsteskolenher på Mbamba (og er vores kontaktpersoner).
Vores opgave her på Mbamba bliver blandt andet at undervise i sundhed på flere af skolerne samt hjælpe til på klinikken.

Ud af huset
Vi skal dog ikke være på Mbamba hele tiden. Noget af tiden tager vi til Numan og skal hjælpe til på diverse klinikker og i morgen (onsdag) tager vi tili Dakka (en lille landsby oppe i bjergene flere timers kørsel herfra). Her bor en dansk sygeplejerske, Rikke Vestergaard, som har været i landet i 40 år- Hun har egen lille klinik og opererer også selv. Her skal vi være i 10 dage. dakka ligger langt udenfor net og telefonforbindelse, så bloggen bliver ikke lige opdateret mens jeg er der, men jeg har sikkert mange nye oplevelser at fortælle når jeg vender tilbage:)

Uroligheder i Jos
Som mange af jer sikkert har hørt i nyhederne er der igen uroligheder i Jos - dette er nyheder der er nået til os fra DK. Urolighederne er meget lokale og er kun i og omkring Jos. Vi bor i en helt anden stat flere hundrede kilometer væk, så her er alt fredeligt. Her kan muslimer sog kristne nemt være venner!


NB. jeg har fået nyt telefonnummer mens jeg er hernede: +234 703 284 6615.
Skriv eller ring gerne:)

Mange ALT FOR VARME og svedige hilsner fra Solveig

Forberedelse til nigeriansk eventyr i dansk vinterkulde

Hvordan forbereder man sig på 3 måneder i det ukendte Afrika...?

Det er vist ikke noget jeg sådan lige bliver færdig med på bare en uge, men ikke desto mindre så har vi den første uge af 2010 været på forberedelseskursus og blevet fyldt op med ord som bl.a. kulturmøde/chok, religionsmøde, sundhed og sikkerhed.

Man kunne ligeledes tro at de ønskede at lave en skræmmekampagne for os, da vi også er blevet indviet i alverdens tropesygdomme og informeret om hvordan vi skal forholde os hvis eller når bakterier, parasitter, snegle, orm og lign. kan finde på at indtage vores krop. Lyder virkelig ikke spændende, men det hører med til den virkelighed der venter os...

Der er stadig mange forberedelser der skal gøres inden vi om en måneds tid drager afsted. Der skal investeres i alt lige fra myggenet, solcreme samt tøj der passer til den nigerianske "uniformsetikette". ...og så skal der læses, så jeg fagligt kan være ordentligt klædt på til den opgave jeg skal ned at udføre.

Når jeg kommer til Nigeria håber jeg på at kunne opdatere bloggen hyppigt - alt efter forholdene selvfølgelig. Jeg glæder mig til at dele en masse spændende oplevelser med jer!

God læselyst:)