torsdag den 6. maj 2010

Good-Luck Frederik Elijah

Kan man hedde både et engelsk og et dansk navn og så bo i Nigeria? Ja sagtens, - for i Nigeria er ALT muligt. Søndag den 2. maj var vi (sammen med Alex og Mette) nemlig blevet inviteret med til en navngivningsceremoni af Elijah og Ladi Paul´s 3 uger gamle dreng. Elijah er studerende på præsteseminariet her på Mbamba hvor Mette og Alex underviser, og i den forbindelse blev vi også lige inviteret med – selvom vi ikke kendte dem.

Som I nok kan se på billederne er vi alle i en ”smuk” nigeriansk dragt. Det er normalt her at hvis man skal til fest så tropper man op i ens tøj – og denne fest var ingen undtagelse. En uge forinden var Elijah kommet forbi for at tage et billede af os – og tøjet blev så syet ud fra øjemål! Resultatet var også derefter, - kunne både svømme og sejle i den dragt. Tror aldrig jeg har følt mig så grim før og kommer nok aldrig nogensinde i det tøj igen…

Elijah og Ladi ønskede at Good-Luck også skulle have et dansk navn, og vi havde diskuteret os frem til at et dansk kongenavn som Frederik var et meget godt dansk drengenavn. MEN det er desværre meget svært for nigerianerne at udtale det!

Selve ceremonien var en 3 timers lang gudstjeneste med sang, musik og dans. (2 dage forinden have vi øvet dansen med Elijah rundt om deres sofabord. Prøv lige at forestil jer hvordan det vil se ud: 4 blegfede danskere med minus rytme i kroppen i forhold til nigerianerne danse rundt om et sofabord efter en nigerianer). Efter gudstjenesten tog vi hjem til Ladi og Elijah og spiste nigeriansk. …og så skulle der tages billeder… Tror vist der blev taget flere billeder af os hvide end der blev taget af lille Good-Luck Frederik J.

Så smukke ser vi ud i Nigeriansk klædedragt


Mig med lille Good-Luck Frederik Elijah

Familien Elijah Paul

Ingen kommentarer:

Send en kommentar